Sorgens fem faser, forklaret på en enkel måde

Næsten alle har hørt om de »fem sorgfaser«, som psykiateren Elisabeth Kübler-Ross beskrev. De er nyttige til at sætte ord på det, vi føler — så længe man forstår dem rigtigt: de er ikke en trappe, man går op ad trin for trin, men tilstande, der kommer og går.

De fem faser

• Benægtelse. »Det kan ikke passe.« Sindet dæmper slaget på sin egen måde; det er beskyttelse, ikke galskab.
• Vrede. Mod lægerne, mod livet, mod sig selv — endda mod den, der er gået bort. Den er ubehagelig, men den er en del af processen.
• Forhandling. Alle »hvad nu hvis«: hvad nu hvis vi var gået til lægen tidligere, hvad nu hvis jeg havde været der. At gennemgå det umulige er et forsøg på at genvinde kontrollen.
• Tristhed. Den dybe sorg, når virkeligheden går op for en. Den er ikke i sig selv en depression: den er det sunde svar på et enormt tab.
• Accept. Det betyder ikke at have det godt eller at glemme. Det betyder at lære at leve med savnet.

Det, ingen fortæller

Faserne blandes, gentager sig og følger ingen kalender. Man kan være i accept en tirsdag og i vrede om onsdagen — og begge dele er normalt. At sammenligne sig med andres sorg tilføjer kun skyldfølelse.

Hvornår man skal søge hjælp

Hvis smerten efter flere måneder forhindrer en i at spise, sove eller arbejde, eller der opstår tanker om at gøre skade på sig selv, er det tid til at tale med en fagperson. At bede om hjælp i sorgen er lige så fornuftigt som at få gips på et brækket ben.

Ritualer hjælper

At besøge graven, skrive et brev, genlæse kondolencerne på mindesiden, tænde et lys på mærkedage… Små ritualer giver smerten et sted og en form. Og det skaber, lidt efter lidt, orden indeni.